MADKLUBBEN ANNO 1991's hjemmeside
Gå til forsiden

 

FYLDT OKSEMØRBRAD MED TIMIANKARTOFLER, GRATINERET BROCCOLI OG PÆRESALAT

Fyldt oksemørbrad

6 portioner.

2 fed presset hvidløg
2 dl bouillon
50 g grofthakkede valnødder
2 dl cremefraiche 38 %
100 g persillesmør
200 g grofthakkede champignons
lidt sojasauce
1 kg oksemørbrad

Mørbraden afpudses for sener. Der skæres en dyb rille i kødet på langs, der foldes lidt ud og bankes let.

Champignons ristes på en tør pande til væden er næsten fordampet. Valnødderne blandes i og den pressede hvidløg blandes i. Kødfladerne smøres med persillesmørret og fyldet fordeles over. Kødet foldes sammen og ombindes med snor. Eller hæftes sammen med kødnåle eller tandstikkere.

Kødet brunes i lidt fedtstof og lægges i et ovnfast fad. Steges ved 175 º C i 20 – 30 minutter afhængig af kødets tykkelse. Tilsæt bouillonen de sidste 10 minutter. Hæld bouillonen i en gryde og tilsæt cremefraiche. Jævn let og smag til med lidt soja.

Skær kødet i tynde skiver på skrå og server saucen til.

Små kartofler med skræl koges knap møre og vendes i smør med timian og salt og peber.

 

Salat med pærer og ost

Forret til 4

  • 600 g blandet salat , fx romaine, feldsalat, radicchio og rucola
  • 1 salatløg (ca. 75 g)
  • 5 pærer , fx conference (ca. 650 g)
  • 1 appelsin
  • 1½ spsk rosa peberkorn
  • Dressing
  • 1 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
  • 1 spsk hvid balsamicoeddike
  • 2 spsk god olivenolie
  • 75 g parmesanost i flager

 

Salaterne skylles, tørres og brækkes i mindre stykker. Salatløget renses og skæres i meget tynde skiver. Pærerne skæres i tynde både og vendes i appelsinsaft.

Dressing: Ingredienserne piskes sammen. Lige før serveringen vendes dressingen i salaten.

Salaten bredes ud på et fad. Salatløget fordeles over og derefter de afdryppede pærer. Peberkornene drysses over. Pynt med ost i flager.

 

Gratineret broccoli 4 personer

  • ½ kg broccoli

  • 200 g hytteost

  • 2 æg

  • 50 g reven ost

  • ½ tsk. salt

  • ½ tsk. paprika

  • Peber

 

Broccolien koges knap mør og lægges i et smurt ovnfast fad. Øvrige ingredienser blandes og hældes over.

 

Gratineres i ovnen i 15-20 minutter ved 225°C.