MADKLUBBEN ANNO 1991's hjemmeside
Gå til forsiden

 

Chokoladekage med hvid ganache og marinerede jordbær.

Sprød bund:

50 g ristede, grofthakkede hasselnøddekerner, 75 g knuste digestive kiks, 75 g smeltet smør

Hasselnøddekernerne ristes i 15 min i en 175 gr varm ovn. Herefter gnides skallerne af i et viskestykke, og de grofthakkede nødder blandes med smelter smør og knuste kiks. Blandingen presses sammen i bunden af en lille springform (ca. 18 cm Ø) foret med bagepapir.

 

Chokoladekage:

100 g mørk chokolade ca. 70 % kakao, 75 g smør, 1 spsk revet appelsinskal, 2 æg, 125 g sukker, 4 spsk mel, ½ tsk bagepulver

Smelt chokoladen og bland den med smør og appelsinskal. Pisk sukker og æg, og bland chokolademassen i. Mel og bagepulver sigtes og blandes forsigtigt i. Blandingen fyldes ovenpå den sprøde bung, og springformen sættes i en 175 gr. varm ovn i 20 min. Lad kagen køle af i køleskab, gerne til dagen efter.

 

Hvid ganache:

150 g hvid chokolade, 1 dl piskefløde

Piskefløden bringes i kog, tages fra varmen og tilsættes den hakkede hvide chokolade. Lad den stå uden omrøring ca. 5 min, hvorefter ganachen røres sammen, og stilles i køleskabet, gerne til dagen efter.

Inden servering smøres den kolde ganache ovenpå chokoladekagen.

 

Marinerede jordbær:

350 g frosne jordbær, 2 dl friskpresset appelsinsaft, 5 spsk sukker, evt. lidt cointreau.

De knap optøede jordbær skæres i skiver. Appelsinsaft og sukker koges sammen i ca 15 min, til en tyk sirup. Tilsæt evt. lidt cointreau og hæld den varme sirup over jordbærrene. Lad dem trække i køleskabet, gerne natten over.

Server med vanilleis, og pynt med friske jordbær.