MADKLUBBEN ANNO 1991's hjemmeside
Gå til forsiden

 

Islagkage med bær og pistacie

Ingredienser:
 

Lagkagebund:

  • 90 g sukker

  • 3 æg

  • ¼ tsk fint salt

  • 3 spsk smør

  • 120 g hvedemel

  • ½ tsk vanillesukker

 

Fyld og pynt:

  • 2 pakker frosne brombær

  • 180 g sukker

  • ½ l jordbæris

  • ½ l pistacieis

  • 1 dl piskefløde

  • 1 spsk sukker

  • ½ tsk vanillesukker

  • evt. lidt pistacienødder

Varm ovnen op til 200°c. Lav en papirform af et stykke bagepapir på 30 x 40 cm. Fold en 2 cm bred kant hele vejen rundt og bøj hjørnerne om, så de holder på faconen. Smør evt. formen med lidt smør og stil den til side. Bland sukker, æg og salt og pisk blandingen let og skummende. Smelt smørret og rør vanillesukkeret i. Sigt melet over æggeblandingen ad tre omgange og vend den forsigtigt sammen. Hæld smørblandingen i med den sidste portion. Fordel dejen i papirsformen og bag kagebunden 10-12 minutter. Afkøl den på bageristen.

Bland 2½ dl vand, den ene pose bær og sukkeret i en gryde og bring det i kog. Skru ned for varmen og lad det småkoge 1 minut. Lad bærrene afkøle og purér dem i blenderen. Den anden pose bær optøes i køleskab og bruges til pynt.

Når islagkagen skal samles, fores en aflang bageform md et stykke vita wrap, der kan hænge lidt ud over kanterne. Læg et tilsvarende stykke bagepapir eller smørrebrødspapir oven på vita wrap’en. Tag isen ud af fryseren, og lad den blive lidt blød.

Mål bageformens bund og skær efter dette mål 3 stykker ud af kagebunden. Læg det ene kagestykke i brombærsiruppen og lad det trække lidt, vend det undervejs. Læg brombærkagen i bunden af den forede form.

Kom jordbærisen i en skål og pisk den med en el-mixer ca. ½ minut. Bred isen ud over kagebunden i formen. Gentag processen med de resterende kagestykker (i brombærsiruppen) og pistacieisen. Slut med et stykke brombærkage.

Pak bagepapir og vita wrap sammen om islagkagen og læg den i fryseren mindst 30 minutter, gerne natten over. Tag islagkagen ud af fryseren 10-15 minutter før servering.

Pisk fløden stiv med sukker og vanillesukker og pynt kagen med flødeskum og evt. pistacienødder. Servér den i flotte skiver med et par skefulde optøede brombær og evt. lidt brombærsirup på hver tallerken.